Næste stop: Glasgow!
6 gode grunde til at lægge vejen forbi "Glaschu"
Stedsegrøn
Det gæliske navn for Glasgow er Glaschu, hvilket betyder noget i retningen af "kært, grønt sted", og noget er der om snakken, for byen rummer hele 90 offentligt tilgængelige parker og haver, herunder Pollok Country Park og Kelvingrove Park.
Aktiv
Her sker der noget 365 dage om året: fra festivaler og fodboldkampe til arthouse biografer og comedy clubs. Alene antallet af koncerter og forskellige stilarter er svært at slå – her finder du det hele, fra jazz og hip-hop til elektro og klassisk. Musikmetropolen er for længst erklæret UNESCO verdensarv og huser samtidig et af verdens mest populære og moderne koncertsteder (The OVO Hydro), der hvert år har talrige internationale megastjerner på plakaten. Du kan også være heldig at møde morgendagens stjerner i Glasgow, når de spiller på byens mange pubs som f.eks. King Tuts eller Nice n‘ Sleazy. Finkulturen kommer selvsagt heller ikke til kort i Glasgow, besøg f.eks. Scottish Opera, National Ballet eller National Theater. Skal det være lidt mere farverigt, var det måske noget at overvære verdensmesterskabet i sækkepibe, "World Pipe Band Championship"?
Godt & gratis
De fleste af byens over 20 museer og gallerier samt mange andre seværdigheder har gratis entré; dette gælder f.eks.Kelvingrove Art Gallery and Museum, der lokker med en af Europas største kunstsamlinger, Gallery of Modern Art, Glasgows St. Mungo‘s Cathedral og Botanical Gartens.
Afvekslende program
Var det noget at besøge et klatrecenter i en omdannet kirke, wakeboarde i Glasgow Wake Park midt i byen eller stå på ski om sommeren i en indendørs snepark? – I og omkring Glasgow venter der masser af enestående og aktive oplevelser. Bare godt 40 minutters kørsel uden for byen finder du Loch Lomond: Nationalparken kan udforskes til fods, per båd eller på hesteryg.
Er du mere til dyre dråber? Så besøg et af Skotlands whiskydestillerier som f.eks. Clydeside Distillery midt i byen, eller tag på en dagsudflugt til det skotske højland med besøg hos Glengoyne Distillery.
Geniale graffitistreger
Sig hej til en overdimensioneret panda her, vink til en svævende astronaut der: Glasgow har udviklet sig til et sandt mekka inden for street art. På en spadseretur langs Mural Trail kan du beundre de smukkeste kunstværker inden for genren.
Gastrobyen Glasgow
I kvarteret Finnieston i den vestlige del af byen, der også er kendt som Glasgows "Foodie Quarter", finder du et bredt udvalg af restauranter i alle prisklasser og smagsretninger – fra unge og hippe locations til prisvindende feinschmecker-fyrtårne. Forresten: Glasgow er den mest veganer-venlige by i hele Storbritannien! En festlig aften i byen kan Glasgow også uden problemer danne rammen om. Og bare rolig, i byens barer og natklubber drejer det hele sig skam ikke bare om whisky. "Craft beer"-trenden har nemlig også for længst gjort sit indtog i Glasgow, der i dag huser mange uafhængige bryggerier. Er du mere til smagen af enebær? Så besøg en af byens velassorterede ginbarer som f.eks. Gin71.